Line og Mortens far skød deres mor: 'Han havde sagt til os, at han ville gøre det' (2024)

Line og Morten Vyks mor ville være fyldt 67 år i april, hvis deres far ikke havde slået hende ihjel for ti år siden.

En helt almindelig tirsdag formiddag i 2009 beslu*ttede den dengang 56-årige Bjørn Vyk sig for at fylde sit dobbeltløbede jagtgevær med patroner og tage livet af sin kone og sig selv i deres fælles hjem i Skovlunde.

- Jeg kommer aldrig til at forstå, hvorfor min far valgte, at han skulle huskes på den måde, og at min mor skulle dø. Det er ekstremt egoistisk og fuldstændig sindssygt, det han har gjort, siger parrets søn Morten Vyk, 37, der ligesom sine to søskende (den tredje ønsker ikke at deltage, red.) blev forældreløs den junidag. En dag, han stadig ser tydeligt for sig.

- Det er en dag, jeg aldrig kommer til at glemme. Lyden af sirenerne, sommervarmen, politiafspærringen foran huset. Den bliver siddende, og det bliver ved med at gøre ondt.

Et evigt savn

På kirkegården i Skovlunde har Morten Vyk sat blomster til sin mor, Mette Vyk, der blev bisat knap en måned efter sin død og begravet alene. På de ukendtes grav nogle meter derfra ligger hans far begravet.

- Jeg savner min mor rigtig meget. Men jeg savner også min far. Hvis jeg tager hen og ser til min mor, går jeg af og til forbi. Ikke så ofte, men af og til, siger Morten Vyk.

- Det har været nødvendigt for mig at dele mindet om ham i to personer. Jeg har ingen pæne tanker om den far, der dræbte min mor, men jeg husker den glade, rare far, der hjalp mig med at ordne praktiske ting. Ham savner jeg.

Morten Vyks 29-årige søster, Line Vyk, der var 19 år på gerningstidspunktet, har sagt endeligt farvel til sin far, men savnet af hendes mor er blevet til en evig smerte.

- Jeg savner ikke min far. Selvom jeg prøver at acceptere, hvad der er sket, så er det meget svært for mig. Og jeg tror ikke, jeg kan beskrive det savn, jeg har til min mor, forklarer hun.

Det er første gang hun og broderen fortæller historien om drabet sammen.

Store forskelle

Morten og Lines mor Mette Vyk var dyrlæge i Stenløse, og faren Bjørn Vyk arbejdede som skadedyrsbekæmper. De mødte hinanden, da de var i 20'erne og Mette Vyk var ansat på et dyreinternat, fortæller sønnen Morten.

- Min far fangede vilde katte, som han skulle vride halsen om på. Det kunne han ikke lide, så han bragte dem til min mor på kattehjemmet. Det var sådan de mødte hinanden.

Efter nogle år blev parret gift, og i 1978 flyttede de ind i en murermestervilla i Skovlunde, som i de første år blev ramme om et lykkeligt familieliv. Forældrene kom selv fra problematiske hjem, og som tiden gik, udviklede livet i murermestervillaen sig også i problematisk retning. Forskellene mellem Bjørn og Mette Vyk blev større og større.

Mette Vyk begyndte at løbe. Bjørn Vyk begyndte at drikke.

- Han var rar og hjælpsom, da vi var små, men han ændrede sig, fortæller Morten Vyk.

Trusler om drab

På overfladen skulle alt se fint ud, fortæller Line Vyk. Men indenfor hjemmets fire vægge var hverdagen præget af skænderier, vold og frygt for drab.

- Min mor har elsket min far meget, men det gjorde hun ikke de sidste par år. Et år inden det skete, fortalte hun, at han havde sagt, hun aldrig ville komme levende ud af ægteskabet. Det sad i hende og i mig, lyder det fra Line Vyk, der efter et voldeligt skænderi med sin far flyttede til en ukendt adresse.

Konflikten mellem datteren og Bjørn Vyk fik Mette Vyk til forlade ham. Hun flyttede hjem i Line Vyks studiebolig og ringede til politiet for at anmelde Bjørn Vyk for drabstrusler.

- Min mor kunne have fået et polititilhold mod ham, men vi var bange for, at det ikke ville hjælpe meget. Eller at det ville gøre ham vred, forklarer Line Vyk.

Opkaldet til politiet skete samme uge, som Line Vyk blev student. Det var ugen før drabet på Mette Vyk.

30. juni 2009

Tirsdag den 30. juni 2009 ringede Bjørn Vyk til sin arbejdsplads og meldte sig syg. Han skulle mødes med Mette Vyk og en ejendomsmægler på Horsevang i Skovlunde med henblik på at få villaen solgt. Mette Vyk fastholdt, at hun ville skilles fra ham.

Af politirapporten fremgår det, at betjente blev kaldt til stedet, fordi vidner hørte skud. Bjørn Vyk havde taget sit jagtgevær frem i stuen, og mægleren var af rædsel løbet ud i haven, hvor Mette Vyks søster befandt sig. Hun var med som støtte. Mette Vyk var bange for sin mand.

Da politiet ankom var det til et gerningssted med to personer var livløse.

- Min far skød min mor to gange på klos hold. Derefter ladede han geværet og skød sig selv, fortæller Line Vyk, der blev ringet op, mens hun var på stranden.

- Jeg vidste godt, hvad der var sket, så snart de ringede. Jeg tror ikke, han følte, han var noget uden min mor.

Kold og kynisk

Ifølge Charlotte Kappel, kriminalpsykolog med speciale i gerningsmandsprofilering er der i den ti år gamle sag tale om et organiseret, overlagt drab. Bjørn Vyk var på fuldstændig klar over, hvad han ville.

- Alt det, der betyder noget for ham, var væk. Han føler, hun har taget det væk, idet hun går fra ham, men han har brug for at få det sidste ord. Det er heldigvis ikke noget, man ser så tit, lyder det fra psykologen, der fortæller, at drab mestendels begås i affekt:

- Drab sker ofte i øjeblikke, hvor tingene ramler sammen for den, der dræber. At Bjørn Vyk gør det på den her måde, fortæller, at vi har med en kold og kynisk gerningsmand at gøre.

Professor i strafferet, Trine Baumbach, mener, at det kan provokere nogle mænd, når kvinder vil skilles.

- For nogle mænd kan det være et problem, at kvinder er blevet så selvstændige og uafhængige af en mand. Derfor er der grund til at tro, at en kulturændring, hvor vi holder op med at inddele kvinder og mænd i forskellige hierarkier, vil minimere vold og drab.

Mænd dræber kvinder

- Kvinder ender for det meste som ofre, når kærlighed bliver til had. Enten bliver de dræbt af deres partner eller også bliver kvinder udsat for mødet med den tilfældige gerningsmand. Her er motivet ofte seksuelt, siger Bent Isager.

- Når det sker i parforholdet, er der tidlige advarselssignaler, der skal tages meget alvorligt. Det skal både dem i parforholdet, familiemedlemmer, og det skal politiet og myndighederne iøvrigt også, lyder det fra den tidligere drabschef.

Hårde dage. Hårde år

Line og Morten Vyk opfordrer til, at der bliver taget hånd om dødstrusler i familier, så problemer ikke eskalerer, som det gjorde den dag, de mistede begge deres forældre.

- Vi følte os magtesløse. Han havde sagt til os, at han ville gøre det, og vi overvejede at gå under jorden. Jeg tænker stadig på, hvad der var sket, hvis vi havde nået det, siger Line Vyk.

Efter forældrenes død begyndte hun på veterinærmedicin med en drøm om at uddanne sig til dyrlæge som sin mor, men fortiden bliver ved med at fylde i tankerne. Line Vyk har været i behandling for stofmisbrug, og i dag får hun hjælp til at håndtere posttraumatisk stress.

- Det påvirker mig stadig. Lyde af skud, ambulancer og andre, der fortæller om, at de har mistet en, de holder af, får mig til at tænke på episoden. Men drabet er en del af mig og en del af min historie, som jeg skal lære at blive bedre til at leve med.

Når Morten Vyk tænker ti år tilbage, ville han ønske, at hans far var gået i døden alene.

- Hvis han bare havde nøjedes med at tage livet af sig selv. Det kunne jeg leve med. Når jeg møder nye mennesker i dag, er det stadig en svær historie at fortælle, og det er hårdt at være forældreløs. Jeg mangler mine forældre hver dag, siger han og sender sin mor endnu en hilsen fra gravstedet i Skovlunde.

Artiklen er ligesom seriens fjerde afsnit baseret på udsagn fra familien og politirapporter om sagen.